Cashewnødder er min absolutte favoritnød og jeg spiser dem som regel uden dikkedarer – naturligvis 😉
Men variation er jo også rart og cashewnødderne fandt her til aften et par nye rigtig gode venner i mit køkken: Hot røget paprika og god islandsk flagesalt.
En dobbelthåndfuld cashewnødder røg på en pande sammen med ca 1 tsk salt og et generøst drys røget paprika (der må man nok lige selv prøve at sjusse sig frem til hvor meget man kan lide af det). Et lillebitte skvæt olie røg med for at salt og paprika bedre kan hænge fast på nødderne – jeg bruger økologisk dansk rapsolie til næsten alt, men alt muligt andet madlavningsolie kan sikkert bruges.
Det tager ikke mange minutter at få ristet nødderne og så skal de bare lige køle lidt af på en tallerken eller lignende. Så har man en aldeles forrygende skålfuld herlig nøddesnack til en marts-mandag, hvor foråret stadig ikke sådan rigtigt er landet.
Hvis man i det hele taget er glad for at spise nødder, kan jeg klart anbefale at hente dem i broderlandet Sverige, hvis man har mulighed for det. I den svenske Coop ligger de på 250 SEK kiloet, mens jeg i Danmark ikke har set dem til under 300 DKK kiloet. Den dér idiotiske nøddeafgift vi har her til lands burde altså sløjfes lige med det vuns!